Hvis nu jeg fortæller dig, at når vi mennesker ønsker os noget - hvad end det koster os penge, tid eller viden - så ligger der altid et ønske om at få opfyldt en følelse bag.
Det er da interessant
Vi ønsker os f.eks. ikke flere penge, fordi vi gerne vil have papirsedler med billeder på, men fordi vi tænker på, hvilke drømme vi kan få indfriet med pengene.
Måske mere frihed, mere sjov eller bedre mulighed for at give til andre. Ingen ønsker sig et forhold for forholdets skyld, men pga. forventningen til, hvad det at være i et forhold vil kunne give os af følelser, som f.eks kærlighed, tryghed, anerkendelse, samhørighed osv.
Én af de hyppigste årsager til, at alt for mange får købt den "forkerte" hest er, at de værdier, vi har - som vi ubevidst forsøger at få indfriet i vores ønske om at købe en islænder - er vi ofte slet ikke klar over.
Når vi ikke handler ud fra vores værdier. er der stor risiko for, at vores hestekøb ikke bliver den succesoplevelse, som vi selvfølgelig havde et ønske om.
Eksemplerne er mange
Rytteren, der ønsker at ride tur med veninderne, får måske købt en hest, som ikke vil læsses.
Den nervøse rytter får købt en lidt for sensitiv eller uerfaren hest.
Rytteren, der "vokser" af udfordringer, får købt en hest, som bliver lidt for "kedelig".
Den ambitiøse rytter får købt en hest uden det ønskede potientiale.
Den uøvede rytter får købt en uerfaren hest.
Jeg kunne blive ved med at nævne eksempler, men alfa omega er, at succeskriterierne for om vores hestekøb er vellykket afhænger af, om vi oplever, at vores værdier bliver indfriet i samværet med vores hest.
Det er klart, at hvis du har redet i flere år og tidligere har købt islænder, har du med din erfaring en klar fornemmelse for, hvad den hest du vil investere i skal have af "kvaliteter". Men er du ny islænderrytter, som skal købe den første islænder, eller har du tidligere købt "forkert" vil, der være rigtig meget at hente i samarbejdet med mig.